Artiklen er tidligere bragt af advokat Henrik Munck i tidsskriftet PraxisØkonomi
Når man indgår aftaler om samarbejde i f. eks. lægepraksis, sker det naturligvis i en god stemning, og man kommer ofte til at gå let hen over ubehagelige emner som f. eks. samarbejdets ophør eller mislig-holdelse. Det kan vise sig at være uheldigt, hvis man ikke aftaler spillereglerne for samarbejdets ophør, mens stemningen er god, og man kan tale sammen i al fordragelighed. Når først en kollega er vred, syg, eller måske endog afgået ved døden, så det er en arving eller advokat der disponerer på hans vegne, kan det være vanskeligt at finde den gode stemning igen, og så er det vigtigt at have en god skriftlig aftale at holde sig til.
Jeg oplever tit, at læger der på egen hånd indgår aftaler om samarbejde, tager udgangspunkt i skabelonen til en interessentskabskontrakt, der findes på lægeforeningens hjemmeside, men jeg oplever lige så tit, at lægerne finder denne skabelon så omstændelig og indviklet, at de redigerer væsentligt i den.
Det kan være fristende at slette vanskeligt forståelige afsnit og erstatte dem med noget man finder mere enkelt, men risikoen er, at man så ikke får taget højde for forhold, der senere udvikler sig til alvorlig konflikt. Skabelonen til en interessentskabskontrakt der findes på lægeforeningens hjemmeside er efterhånden 8 år gammel, og kan forbedres på flere punkter, men har alligevel en opbygning og et omfang, som er god at følge, og som jeg kort vil gennemgå i det følgende.
Sygdom
Den sædvanlige skabelon har en bestemmelse om, at når deltagere i et kompagniskab har været uarbejdsdygtige på grund af sygdom i mere end sammenlagt 9 måneder inden for 12 på hinanden følgende måneder, kan den syge opsiges med 1 års varsel.
9 måneders sygdom kan synes som lang tid for den tilbageværende læge i kompagniskabet, og ofte enes man om 6 måneder, eller om 9 måneder inden for 2 år, og ikke 1 år.
På den ene side skal fristen ikke være så kort, at en læge risikerer hurtigt at blive opsagt fra af et fællesskab på grund af sygdom, men på den anden side er der et hensyn til den tilbageværende læge, der ikke i urimelig lang tid skal være tvunget til at vikariere eller have ansat en vikar og undvære sin kompagnon uden at have mulighed for at finde en ny.
Den sædvanlige skabelon i en interessentskabskontrakt indeholder også en bestemmelse om, at hvis den syge bliver varigt rask inden udløbet af opsigelsesfristen på 1 år, anses opsigelsen for bortfaldet. Ofte ændres denne bestemmelse, fordi det kan forekomme urimeligt for den tilbageværende læge ikke at vide med sikkerhed, om fællesskabet ophører, og om en ny kompagnon skal findes. Selv om den syge kan have en interesse i at have mulighed for at vende tilbage i praksis, vægter hensynet til den tilbageværende læge ofte tungere, også fordi det jo kan være vanskeligt at afgøre, hvornår den syge er varigt rask, hvilket medfører stor usikkerhed med hensyn til, om opsigelsen er bortfaldet, og fællesskabet på ny består.
Den syge er naturligvis også selv berettiget til at opsige fællesskabet med typisk 1 års varsel, og dette giver sjældent anledning til problemer.
Alder
Ofte aftales det, at fællesskabet ophører ved udløbet af det år, hvor en af lægerne fylder 67, men al-dersgrænsen kan naturligvis bestemmes frit, og man skal blot være opmærksom på, at man ikke af mis-forstået hensyntagen til den ældre kollega går med til en alt for høj aldersgrænse, når aftalen indgås.
Den sædvanlige interessentskabskontrakt er endvidere formuleret sådan, at fællesskabet automatisk ophører, når aldersgrænsen er nået, men hvis den ældre læge direkte opfordres til at fortsætte, fortsætter fællesskabet for 1 år af gangen.
Konstruktionen er altså sådan, at det kræver en aktiv indsats fra den yngre deltager, at fællesskabet fortsætter. Der påhviler ikke den yngre deltager en ubehagelig pligt til at opsige den ældre læge, idet dette jo allerede er aftalt, og fællesskabet ophører automatisk ved den aftalte aldersgrænse.
Dødsfald, umyndiggørelse mv.
Hvis en deltager i et lægekompagniskab afgår ved døden, eller forhindres i at passe sin praksis på grund af umyndiggørelse eller værgemål eller lignende, bestemmes det sædvanligvis, at fællesskabet ophører efter 1 år.
Dette kan synes som et langt varsel, men dette skyldes både hensynet til den umyndiggjorte/afdødes efterladte, der kan have interesse i eventuelt at modtage overskud fra praksis i en periode, og dels hen-synet til den tilbageværende læge, der kan have en interesse i, at der er tilstrækkelig tid til at finde en ny læge, der vil overtage den ledige praksisandel, hvis den tilbageværende ikke selv ønsker at overtage den.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at den tilbageværende læge kan forlange at den ledige praksisandel sælges direkte til en ny læge, hvis der kan findes en køber til den ledige praksis. Se ne-denfor om fremgangsmåden.
Sædvanligvis bestemmes det, at den tilbageværende læge også kan vælge selv at overtage den ledige andel, men til gengæld for at have fortrinsretten til den overtagne praksis, skal den tilbageværende læge betale maksimal goodwill værdi, med mindre andet er aftalt. Den sædvanlige kontrakt bestemmer endvidere, at den tilbageværende læge passer praksis alene mod at modtage vikarløn af den fraværende interessent/dennes bo, eller ansætte en anden vikar, der betales af den fraværende læges overskud, indtil den ledige andel er solgt.
Generel opsigelsesmulighed
Hvis en af parterne ønsker praksis opdelt, kan den sædvanlige kontrakt opsiges med 6 måneders varsel, og den sædvanlige konkurrenceklausul om, at man ikke må fungere som læge i en vis periode i nær-heden af praksis, gælder så ikke.
Lægerne skal så indbyrdes fordele inventaret og instrumenter, mens patienterne forsøges fordelt ligeligt.
Kan der ikke opnås enighed om at fortsætte i fælles lokaler, er det den læge, der har opsagt fællesska-bet, der skal fraflytte, med mindre man kan opnå enighed om andet, eventuelt gennem voldgiftsret eller ved fælles salg af lokalerne.
Man skal være opmærksom på, at opdeling af praksis ikke kan ske i f. eks. delepraksis, ligesom man skal være opmærksom på, at der kan være skattemæssige konsekvenser af at opdele praksis, idet hver af lægerne teknisk set overtager halvdelen af den andens andel, hvorved der kan være tale om en skat-temæssig fortjeneste.
Når der således er tale om en delepraksis, eller hvis der er tale om flere læger, eller praksis af andre grunde ikke er stor nok til at tåle opdeling, udelades muligheden for opdeling af praksis ofte i kontrak-ten, hvilket er udmærket, hvis lægerne er afklarede med at ikke begge kan fortsætte i praksis.
Den sædvanlige skabelon til en interessentskabskontrakt indeholder også en generel opsigelsesmulighed med henblik på salg af praksisandel, men her er fristen sat til 12 måneder, fordi det kan være vanskeligt at nå at gennemføre et salg på 6 måneder, og fordi bestemmelsen er mere indgribende, da den ene læge jo helt skal ophøre i praksis.
Den tilbageværende læge skal vælge, om den ledige andel af praksis skal sælges direkte til en ny læge, eller om han selv ønsker at overtage den ledige andel af praksis. Han kan også opsige fællesskabet, så-ledes at den samlede praksis enten overdrages til 3. mand, eller den opsigende læge selv skal overtage hele praksis.
Den læge der har opsagt fællesskabet med henblik på salg af praksis, skal efter 6 måneder forlade praksis og betale vikarløn til den tilbageværende læge eller ansætte en anden vikar for egen regning. Herved opnås, at den ophørende læge kan finde arbejde andet sted, lige som en tilbageværende læge har mulighed for at finde en vikar, der eventuelt vil købe andelen.
Misligholdelse
Det er klart, at hvis en deltager i et lægefællesskab misligholder sine forpligtelser, kan fællesskabet forlanges ophævet. Det væsentlige er, at ophævelsen sker uden varsel, og det er derfor vigtigt, at den tilbageværende læge er sikker på, at situationen kan betragtes som regulær misligholdelse fra kollegaens side.
Konkurs vil være misligholdelse, ligesom det naturligvis vil være misligholdelse, hvis man mister retten til at praktisere.
Andre forhold kan være sværere at bevise omfanget af, f. eks. alkoholmisbrug eller narkotikamisbrug, eller adfærd, der skader fællesskabets omdømme.
Især den sidste betingelse kan være vanskelig at komme igennem med som ophævelsesgrund, da det jo må forventes, at den læge der udelukkes fra fællesskabet vil protestere og hævde, at det kritisable for-hold ikke er så slemt som påstået.
Hvor stort et alkoholmisbrug der skal til, eller hvor alvorlig en skade fællesskabets omdømme skal lide – hvis det overhovedet kan opgøres – er vanskelig at sige noget om, og det vil bero på en voldgiftsret, hvem der får ret.
Da en voldgiftsret kan være længe om at træffe afgørelse, og da man ikke med sikkerhed kan vide, hvordan udfaldet bliver, bør deltagerne i et lægefællesskab således være meget påpasselige med at påberåbe sig forhold, der vanskeligt kan bevises som begrundelse for en ophævelse af kontrakten, men i stedet benytte sig af den generelle opsigelsesmulighed, jf. ovenfor.
Hvis voldgiftsretten giver medhold i, at der foreligger misligholdelse, eller hvis der er enighed om det, kan den tilbageværende læge vælge, om den ledige praksisandel skal sælges til en ny læge, idet interessentskabet så antages at ophøre 9 måneder efter voldgiftsrettens kendelse eller enigheden om misligholdelse. Den tilbageværende læge har så tid til at finde en ny kompagnon, mens den misligholdende er forpligtet til straks at ophøre med at arbejde, og at betale et vederlag, svarende til sædvanlig vikarløn til den tilbageværende interessent for at passe den ledige andel af praksis, eller ansætte en anden vikar for egen regning.
Som en kompensation til den tilbageværende læge for forstyrrelsen af forholdene inden overdragelsen til en ny læge, er det bestemt i den sædvanlige kontrakt, at den misligholdende skal afgive et beløb svarende til 20% af værdien af den misligholdendes andel af praksis, når denne er solgt til 3. mand.
Den tilbageværende interessent kan også vælge at overtage den misligholdendes andel af praksis, og i den sædvanligt anvendte kontrakt er der i dette tilfælde aftalt en rabat til den tilbageværende læge på 20% af værdien af den misligholdendes maksimale opgjorte værdi af praksisandelen, som en godtgørelse af forstyrrelsen af forholdene. I dag hvor praksis måske alligevel ikke kan sælges til maksimal goodwill, har bestemmelsen mindre betydning.
Praksis ophører så 6 måneder efter at misligholdelsen er endeligt konstateret, da der jo ikke behøves ekstra tid til at finde en udenforstående køber. Hvis den tilbageværende læge ønsker, at den læge der har misligholdt kontrakten skal overtage hele praksis selv, bestemmer den sædvanligt anvendte kontrakt, at der skal betales ikke blot maksimal goodwill m.v., men også et ekstra beløb, svarende til 20% af værdien af den misligholdendes andel af goodwill og kliniklokaler m.v. som godtgørelse for forstyrrelse af forholdene.
Lægen skal så blot være sikker på, at den misligholdende formelt, personligt og økonomisk kan overtage praksis, hvilket jo ikke er tilfældet ved f.eks. personlig konkurs.
Fremgangsmåde ved salg af en andel
Hvis den tilbageværende læge i ophørstilfælde forlanger, at der skal ske salg af den ledige andel til en udenforstående læge, kan den tilbageværende læge i op til ½ år forsøge at finde en sådan udenforstå-ende køber. Hvis denne udenforstående læge tilbyder at betale maksimal goodwill og at overtage lokaler og inventar efter vurdering, kan den udtrædende læge ikke forlange mere, og han er derfor forpligtet til at acceptere tilbudet.
Fremkommer der slet ikke noget tilbud indenfor fristen, kan den udtrædende læge i 3 måneder forsøge at finde en køber, som han kan sælge til, med mindre den tilbageværende læge ønsker at overtage den ledige andel på tilsvarende vilkår eller finder en køber, der ønsker at gøre det.
Hvis en interesseret 3. mand ikke tilbyder at købe praksis til maksimal goodwill værdi, men et mindre beløb, skal den udtrædende læge alligevel acceptere tilbudet, med mindre han selv inden for 3 måneder finder en køber, der byder mere. Den tilbageværende læge må så finde sig i, at der sker salg til denne læge, med mindre han selv ønsker at overtage praksis på tilsvarende vilkår eller betaler den udtrædende læge differencen mellem de fremkomne tilbud, således at den udtrædende læge modtager et beløb, svarende til den højst tilbudte pris, selv om salget sker til en læge, der har tilbudt en mindre pris.
Når salg ikke er muligt
Hvis ingen af lægerne inden for de fastsatte frister finder en køber til den ledige praksisandel, hvilket jo desværre ikke er utænkeligt for tiden, skal den tilbageværende læge overtage hele praksis, hvis ikke det er muligt at opdele denne, jf. ovenfor.
Når den tilbageværende læge skal overtage hele praksis, skal lægerne på forhånd tage stilling til, til hvilken pris dette skal ske.
Standardkontrakten lægger op til, at man kan vælge en af 3 muligheder:
1. Enten overtages praksisandelen uden goodwillbetaling, men hvis der inden for 3 år optages en ny læge i praksis, skal den udtrædende læge godtgøres et beløb svarende til den erlagte betaling for den ledige andel efter fradrag af skat. m.v. Herved opnås, at den tilbageværende læge blot videregiver sin netto-fortjeneste til den ophørende læge, men der er ikke i standardkontrakten taget højde for den tilbageværende læges salgsbestræbelser og omkostninger til annoncering af advokathjælp, revisorbistand o.s.v.
2. En anden mulighed er at aftale, at den tilbageværende læge skal overtage den ledige praksisandel til maksimal goodwill m.v., hvilket er en meget belastende bestemmelse for den tilbageværende læge, når det nu netop er konstateret, at praksisandelen ikke kan sælges. Hvis man ønsker at sikre, at en udtrædende læge altid er berettiget til maksimal goodwill betaling, kan dette være en brugbar løsning, men det er vel sjældent, at løsningen trods alt er anbefalelsesværdig i et marked, hvor man ikke kan være sikker på at opnå maksimal goodwill betaling.
3. Endelig kan lægerne aftale, at den tilbageværende interessent overtager goodwill mod betaling af en mindre kompensation af en vis størrelse, der betales over 3 år.
Denne løsning er en mellemting mellem de to øvrige, men det kan være meget vanskeligt at fastsætte kompensationens størrelse, der afhænger både af markedsforholdene og af de enkelte lægers individuelle ønsker og økonomi.
Den udtrædende læge har haft mulighed for at forsøge at sælge praksis til en symbolsk lav pris, og hvis end ikke dette kan lade sig gøre, forekommer det ofte ikke rimeligt at pålægge hans kollega at betale ham en kompensation.
Som oftest ser jeg benyttet en fjerde løsning, hvorefter goodwill overtages uden vederlag, idet lægerne er enige om, at hvis ingen af dem har været i stand til at fremskaffe købstilbud på den ledige praksisandel, er denne reelt usælgelig, og denne risiko bør lægerne bære hver især, da det den ene jo ikke kan bebrejdes markedssituationen mere end den anden, og der er derfor ikke grund til at lade den ene læge kompensere den anden.
Opgørelsen af værdien af den ledige praksis
Det regnskabsmæssige indestående i fællesskabet kan blot opgøres af revisor, og dette giver sjældent anledning til problemer, da parterne som oftest jo respekterer deres hidtidige fælles revisors opgørelse. Kan der ikke opnås enighed, må en voldgiftsret afgøre spørgsmålet.
Inventar opgøres sædvanligvis i henhold til vurdering, og dette giver sjældent anledning til problemer. Kan der ikke opnås enighed om, hvem der skal foretage vurderingen, kan parterne udpege hver sin sagkyndige, og værdien medtages som et gennemsnit af de to vurderinger. Også værdien af fast ejendom kan fastsættes i henhold til vurdering, med mindre man kan blive enige om andet, og kan man ikke blive enige, må en voldgiftsret fastsætte værdien.
Er der friværdi i ejendommen, skal denne naturligvis deles ligeligt, men er ejendommen overbehæftet, skal den udtrædende læge refundere den tilbageværende læge sin andel af det beløb, hvormed ejendommen er overbehæftet.
Også ved lejede lokaler skal en eventuel istandsættelses forpligtelse opgøres og modregnes i depositum, hvorefter værdien skal udlignes mellem parterne. Goodwill opgøres i standardkontrakten til det maksimalt tilladte beløb, med mindre andet er aftalt. En lavere værdi kan også være fastsat i forbindelse med at der er indhentet tilbud fra udenforstående købe-re, eller der kan være aftalt en anden værdi fordi den ledige andel af praksis er usælgelig.
I betragtning af markedssituationen ændres kontrakten ofte, så den tilbageværende interessent kan overtage praksis til markedsværdi, f.eks. opgjort på baggrund af de senest offentliggjorte gennemsnits goodwill procenter ved overdragelse af praksis i amtet. Det er en afvejning af hensynet til den udtræ-dende læge, der måske skal kompenseres for at udtræde, og hensynet til den tilbageværende læge, for hvem det kan forekomme urimeligt at skulle betale mere end markedsværdi for at overtage praksis. Tanken i standardkontrakten har været, at hvis den tilbageværende læge ikke ønsker at betale maksimal goodwill værdi, kan han blot forlange den ledige andel solgt til en udenforstående læge og eventuelt selv overtage praksis til en værdi, svarende til det fremkomne tilbud.
Konkurrenceklausul
Standardkontrakten forudsætter, at hvis ikke ophøret sker med henblik på opdeling af praksis, skal den udtrædende læge påtage sig en konkurrenceklausul, og derved forpligte sig til ikke at konkurrere med den tilbageværende læge inden for et vist geografisk område og i en given periode.
Periodens længde hænger sammen med blandt andet lægens alder og forventelige erhvervsaktivitet, li-gesom det geografiske område hænger sammen karakteren af praksis og befolkningstætheden omkring praksis m.v.
Der fastsættes typisk en konventionalbod, der er en bøde, der skal betales af den der overtræder konkurrenceklausulen ved siden af en eventuel erstatning. Da det kan være vanskeligt at bevise et tab ved opgørelsen af erstatningen, og da det kan være en langvarig affære at få bremset en konkurrende kollega gennem retten, bør konventionalboden sættes som et stort beløb, da det kan være den eneste kompensation den tilbageværende læge modtager.
Omvendt bør konventionalboden naturligvis ikke sættes urealistisk højt, således at den udtrædende læge ikke har mulighed for at betale boden, og jeg ser typisk aftalt en bod på mellem kr. 50 – 500.000 kr., hvor de kr. 50 – 100.000 kr. er det mest sædvanlige.
Jeg har flere gange set kontrakter, hvor såvel opsigelsesvarsler som værdiansættelser har været udeladt, med deraf følgende ubehagelige forhandlinger og voldgiftssager til følge, fordi interessentskabsaftalen har været for kortfattet og ufuldstændig.
Man skal ikke undervurdere det mulige ubehag i forbindelse med en læges fratræden fra fælles praksis, men ubehaget mangedobles, når der opstår uenighed om, hvordan der skal forholdes i situationen.
Det er altså en god idé at formulere kontrakten omhyggeligt, mens stemningen er god og fordragelig, og det er ikke hensigtsmæssigt at stikke hovedet i busken og ikke tage højde for, hvordan fratræden skal ske, når en kollega ophører i fælles praksis.
Henrik Munck, advokat (H)